← Til forsiden

Forslag til lov om ændring af ligelønsloven (udkast)

Maskinel konvertering af høringsudkastets lovtekst, udført af tools/convert_lovforslag.py. Teksten er ordret; kun linjeombrydning inde i et afsnit er ændret, så bestemmelser kan findes med grep. Kontrolleret med tools/check_lovgrundlag_fidelity.py.

Dette er et udkast. Paragrafnumrene nedenfor (## § 1 osv.) er lovforslagets egne paragraffer - ændringsbestemmelserne - ikke ligelønsloven. ### Nr. 7 er lovforslagets § 1, nr. 7. Se ligelonsloven-konsolideret-udkast.md for loven som den ser ud når ændringerne er lagt ind.

UDKAST Forslag til Lov om ændring af ligelønsloven1 (Gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer)

§ 1

I ligelønsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 156 af 22. februar 2019, foretages følgende ændringer:

Nr. 1

I fodnoten til lovens titel indsættes efter: »L 204, s. 23«: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer, EU-Tidende 2023, nr. L 132, s. 21, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1500 af 14. maj 2024 om standarder for ligebehandlingsorganer på området ligebehandling af og lige muligheder for kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv og om ændring af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU, EU-Tidende, L af 14. maj 2024«

Nr. 2

I § 1, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »Enhver arbejdsgiver skal«: » anvende lønstrukturer, der sikrer lige løn, og skal«, og 2. pkt. ophæves.

Nr. 3

§ 1, stk. 3, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 3. Lønstrukturerne skal være af en sådan beskaffenhed, at det er muligt at vurdere, om lønmodtagere befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til arbejdets værdi. Lønstrukturerne skal basere sig på objektive, kønsneutrale kriterier, som er aftalt med lønmodtagerrepræsentanten på virksomheden, hvis en sådan findes. Disse kriterier må hverken direkte eller indirekte basere sig på lønmodtagernes køn, og skal omfatte færdigheder, indsats, ansvar og arbejdsvilkår og, hvis det er relevant, eventuelle andre faktorer, der er relevante for det specifikke job eller den specifikke stilling. Kriterierne skal anvendes på en objektiv kønsneutral måde, der udelukker enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling pga. køn, og relevante bløde færdigheder må ikke undervurderes.«

Nr. 4

I § 1, stk. 5, ændres »§ 5 a« til: »§§ 1 c – e, § 5 a, § 5 b, § 5 d, § 5 e, stk. 2 og 3, og § 5 f«, og »tilsvarende forpligtelse« ændres til: »tilsvarende rettigheder og pligter«.

Nr. 5

I § 1 a indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Ved lønniveau forstås i denne lov den årlige bruttoløn og den tilsvarende bruttotimeløn.

Stk. 5. Ved lønforskel mellem kønnene forstås i denne lov forskellen mellem det gennemsnitlige lønniveau for en arbejdsgivers kvindelige og mandlige lønmodtagere udtrykt i procent af de mandlige lønmodtageres gennemsnitlige lønniveau.

Stk. 6. Ved medianlønniveau forstås i denne lov det lønniveau, hvor halvdelen af en arbejdsgivers lønmodtagere tjener mere, og halvdelen tjener mindre.

Stk. 7. Ved medianlønforskel mellem kønnene forstås i denne lov forskellen mellem medianlønniveauet for en arbejdsgivers kvindelige henholdsvis mandlige lønmodtagere udtrykt i procent af medianlønniveauet for mandlige lønmodtagere.

Stk. 8. Ved lønkvartil forstås i denne lov hver af fire lige store grupper af lønmodtagere opdelt efter deres lønniveau, fra det laveste til det højeste.

Stk. 9. Ved arbejde af samme værdi forstås i denne lov arbejde, der anses for at være af samme værdi i overensstemmelse med de ikke-diskriminerende og objektive kønsneutrale kriterier, jf. § 1, stk. 3.

Stk. 10. Ved kategori af lønmodtagere forstås i denne lov lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, opdelt i grupper på en ikke-vilkårlig måde på grundlag af de ikke-diskriminerende og objektive kønsneutrale kriterier af lønmodtagernes arbejdsgiver og, hvor det er relevant, i samarbejde med lønmodtagerrepræsentanter. Stk. 4-6 bliver herefter stk. 11-13.«

Nr. 6

I § 1 a indsættes efter stk. 6, som bliver stk. 13, som nyt stykke:

»Stk. 14. Der foreligger intersektionel forskelsbehandling, når forskelsbehandling på grundlag af køn sker i kombination med de diskriminationsgrunde, der er omfattet af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Stk. 15. Stk. 14 medfører ikke yderligere forpligtelser for arbejdsgiverne til at indsamle data som omhandlet i denne lov med hensyn til andre beskyttede grunde til forskelsbehandling end køn. Stk. 7 bliver herefter stk. 16.«

Nr. 7

Efter § 1 b indsættes:

»§ 1 c. For at sikre en informeret og gennemsigtig lønforhandling skal ansøgere til en stilling have oplysninger fra den potentielle arbejdsgiver om:

a) startlønnen eller intervallet herfor, der er baseret på objektive, kønsneutrale kriterier for den pågældende stilling, der påtænkes besat, og

b) de relevante bestemmelser i den kollektive overenskomst, som finder anvendelse på den pågældende stilling, der påtænkes besat.

Stk. 2. En arbejdsgiver må ikke spørge ansøgerne om lønhistorikken i deres nuværende eller tidligere ansættelsesforhold.

§ 1 d. Enhver arbejdsgiver skal gøre det let for sine lønmodtagere at få adgang til de objektive og kønsneutrale kriterier, der anvendes til at fastsætte lønmodtagernes løn, lønniveauer og lønudvikling.

§ 1 e. En lønmodtager har ret til at anmode arbejdsgiveren om at modtage oplysninger om sit individuelle lønniveau og de gennemsnitlige lønniveauer, opdelt efter køn, for den kategori af lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi som lønmodtageren. Lønmodtageren kan også anmode om oplysningerne gennem sin lønmodtagerrepræsentant eller Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn.

Stk. 2. En arbejdsgiver oplyser en gang årligt sine lønmodtagere om, at de har ret til at modtage de oplysninger, der fremgår af stk. 1, samt om hvordan de ansatte kan få adgang til oplysningerne.

Stk. 3. Hvis de oplysninger, en lønmodtager modtager i henhold til stk. 1, er upræcise eller ufuldstændige, kan lønmodtageren bede om yderligere og rimelige præciseringer af de modtagne oplysninger og skal have et begrundet svar fra arbejdsgiveren.

Stk. 4. En arbejdsgiver udleverer de ønskede oplysninger i henhold til stk. 1 skriftligt til lønmodtageren senest to måneder efter, at lønmodtageren har anmodet om disse oplysninger. Anmoder lønmodtageren om yderligere og rimelige præciseringer, skal arbejdsgiveren skriftligt besvare anmodningen inden for rimelig tid.«

Nr. 8

I § 2, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter: »sagens omstændigheder i øvrigt« », herunder arbejdsgivers manglende overholdelse af forpligtelserne i § 1 c, § 1 d, § 1 e, stk. 2-4, § 5 a, § 5 b, § 5 d, § 5 e, stk. 2 og 3, og § 5 f«.

Nr. 9

I § 2 a indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. En arbejdsgiver kan pålægge en lønmodtager, der modtager oplysninger efter § 1 e, stk. 1 og 3, at denne alene må anvende oplysningerne til at udøve sin egen ret til lige løn. Dette gælder dog ikke oplysninger om lønmodtagerens egen løn eller eget lønniveau, jf. stk. 1.

Stk. 3. Hvis videregivelsen af oplysninger efter § 1 e, stk. 1 og 3, § 5 a, § 5 b, § 5 d og § 5 f medfører direkte eller indirekte videregivelse af oplysninger om en identificerbar lønmodtagers løn, må dette kun ske til en lønmodtagerrepræsentant eller til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn. Lønmodtagerrepræsentanten eller Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn rådgiver lønmodtageren om et eventuelt lønkrav uden at oplyse om de faktiske lønniveauer for de enkelte lønmodtagere, der udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi. Oplysningerne efter § 5 a, § 5 b, § 5 d og § 5 f stilles til rådighed for Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn uden begrænsninger. Stk. 2 bliver herefter stk. 4.«

Nr. 10

Efter § 2 a indsættes:

»§ 2 b. En arbejdsgiver skal stille oplysningerne efter §§ 1 c, 1 d og 1 e til rådighed i et format, der er tilgængeligt for personer med handicap, og som tager hensyn til deres særlige behov.«

Nr. 11

I § 3, stk. 1, ændres »§ 5 a, stk. 1 og 2 og § 5 b« til: »§ 5 a, § 5 b, § 5 d og § 5 f«.

Nr. 12

Efter § 3, stk. 3, indsættes som nye stykker:

»Stk. 4. En lønmodtager, som af arbejdsgiveren har været udsat for anden ugunstig behandling, jf. stk. 1, kan tilkendes en godtgørelse.

Stk. 5. En lønmodtager, som ikke af arbejdsgiveren har modtaget oplysninger efter § 1 c eller som ikke har modtaget oplysninger, der er anmodet om efter § 1 e, stk. 3 og 4, kan tilkendes en godtgørelse.«

Nr. 13

§ 5 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 5 a. En arbejdsgiver med mindst 100 lønmodtagere skal udarbejde en lønredegørelse for det foregående år for lønforskellen mellem kønnene mellem lønmodtagere i hver kategori af lønmodtagere på virksomheden opdelt efter almindelig grundløn og supplerende eller variable elementer.

Stk. 2. Arbejdsgiveren stiller oplysningerne til rådighed for lønmodtagerne og lønmodtagerrepræsentanterne.

Stk. 3. Lønmodtagere, lønmodtagerrepræsentanter og Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn har ret til at anmode en virksomhed om yderligere præciseringer af og oplysninger om hvilke som helst af de afgivne data. Arbejdsgiverne skal inden for to måneder besvare sådanne anmodninger og afgive et begrundet svar.

Stk. 4. Arbejdsgiveren udarbejder lønredegørelsen efter fristerne fastsat i § 5 c.«

Nr. 14

Efter § 5 a indsættes:

»§ 5 b. Danmarks Statistik sender uden beregning for virksomheden en lønredegørelse, når virksomhedens indberetning af lønoplysninger gør det muligt og viser, at virksomheden beskæftiger mindst 100 lønmodtagere. Indberetter en virksomhed lønoplysninger til en arbejdsgiverorganisation, sender arbejdsgiverorganisationen en lønredegørelse til virksomheden, når indberetningen gør det muligt.

Stk. 2. Lønredegørelsen fra Danmarks Statistik skal indeholde følgende oplysninger vedrørende det foregående kalenderår:

a) lønforskellen mellem kønnene

b) lønforskellen mellem kønnene i supplerende eller variable elementer

c) medianlønforskellen mellem kønnene

d) medianlønforskellen mellem kønnene i supplerende eller variable elementer

e) andelen af kvindelige og mandlige lønmodtagere, der modtager supplerende eller variable elementer

f) andelen af kvindelige og mandlige lønmodtagere i hver lønkvartil

g) lønforskellen mellem kønnene mellem lønmodtagere i hver kategori af lønmodtagere opdelt efter almindelig grundløn og supplerende eller variable elementer.

Stk. 3. Lønredegørelsen efter stk. 2 omfatter lønmodtagere, der aflønnes efter arbejdet tid. Medarbejdergrupper skal opgøres på almindelige lønmodtagere, ledere og elever eller unge under 18 år. For lønmodtagere, der ikke aflønnes efter arbejdet tid, skal virksomheden selv udarbejde en lønredegørelse, jf. § 5 d.

Stk. 4. En virksomhed er uanset stk. 2, forpligtet til selv at udarbejde en lønredegørelse for de oplysninger, som er omfattet af stk. 2, litra g, jf. § 5 a, stk. 1, for hele eller dele af virksomheden for det foregående år, når de oplysninger, som er indeholdt i lønredegørelsen fra Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation, ikke afspejler de kategorier af lønmodtagere, der findes på virksomheden.

Stk. 5. Lønredegørelsen stilles til rådighed for virksomhedens lønmodtagere og lønmodtagerrepræsentanter. Lønmodtagere, lønmodtagerrepræsentanter og Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn har ret til at anmode en virksomhed om yderligere præciseringer af og oplysninger om hvilke som helst af de afgivne data efter stk. 2, herunder redegørelser for eventuelle lønforskelle mellem kønnene. Arbejdsgiverne skal inden for to måneder besvare sådanne anmodninger og afgive et begrundet svar.

Stk. 6. Bestemmelserne i stk. 1, stk. 2, litra a-f, stk. 3 og stk. 5, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse på virksomheder, der beskæftiger mellem 50-99 lønmodtagere, hvor der er mindst 8 lønmodtagere af hvert køn i samme medarbejdergruppe opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode eller et tilsvarende klassifikationssystem, dog ikke virksomheder i brancherne landbrug, jagt, skovbrug

og fiskeri. Medarbejdergrupper skal opgøres på almindelige lønmodtagere, ledere og elever eller unge under 18 år.

§ 5 c. Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation sender lønredegørelser efter § 5 b til

a) virksomheder med mindst 250 lønmodtagere første gang senest den 1. september 2028 og derefter hvert år,

b) virksomheder med mellem 150-249 lønmodtagere første gang senest den 1. september 2028 og derefter hvert tredje år,

c) virksomheder med mellem 100-149 lønmodtagere og til virksomheder med mellem 50-99 lønmodtagere, hvor der er mindst 8 lønmodtagere af hvert køn med samme medarbejdergruppe opgjort efter den 6-cifrede DISCO-kode eller et tilsvarende klassifikationssystem, jf. § 5 b, stk. 6, første gang senest den 1. september 2031 og derefter hvert tredje år.

§ 5 d. En virksomhed kan vælge selv at udarbejde en lønredegørelse efter reglerne i § 5 b, uanset om virksomheden også har modtaget en lønredegørelse fra Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation. Lønredegørelsen skal udarbejdes efter fristerne fastsat i § 5 c.

Stk. 2. En virksomhed skal selv udarbejde en lønredegørelse efter reglerne i § 5 b for hele eller dele af virksomheden for det foregående år, når

  1. virksomheden ikke har pligt til at indberette lønoplysninger eller ikke har overholdt pligten til at indberette lønoplysninger for det pågældende år til Danmarks Statistik, jf. lov om Danmarks Statistik,

  2. virksomheden har overholdt pligten til at indberette lønoplysninger for det pågældende år til Danmarks Statistik, jf. lov om Danmarks Statistik, eller til en arbejdsgiverorganisation, men ikke har modtaget en lønredegørelse for det pågældende år.

Stk. 3. Udarbejder virksomheden selv lønredegørelsen efter stk. 1 og 2, har virksomheden pligt til over for virksomhedens lønmodtagere at redegøre for lønredegørelsens udformning og for det anvendte lønbegreb.

Stk. 4. Lønredegørelser efter stk. 2 skal være udarbejdet senest den 31. december det pågældende år.

§ 5 e. En virksomhed udleverer virksomhedens lønredegørelser til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn senest en måned efter modtagelse af den endelige lønredegørelse fra Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation, jf. § 5 c, eller færdiggørelsen af virksomhedens egen lønredegørelse efter § 5 a, stk. 1, eller § 5 d, stk. 1 og 2.

Stk. 2. Inden arbejdsgiveren udleverer lønredegørelsen efter § 5 a, stk. 1, eller § 5 b, stk. 2, litra g, til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn, sikrer arbejdsgiveren, efter høring af lønmodtagerrepræsentanterne, at de oplysninger og metoder, der ligger til grund for lønredegørelsen, er korrekte.

Stk. 3. Hvis en arbejdsgiver er i besiddelse af lønredegørelser efter § 5 a, stk. 1, eller § 5 b, stk. 2, litra g, fra de fire foregående år, stilles de til rådighed efter anmodning fra lønmodtagere, lønmodtagerrepræsentanter og Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn.

§ 5 f. En arbejdsgiver med mindst 100 lønmodtagere, der er blevet anmodet om yderligere præciseringer eller oplysninger til den udarbejdede lønredegørelse efter § 5 a, stk. 1, § 5 b, stk. 2, og § 5 d, stk. 1 og 2, skal, såfremt lønforskelle mellem kønnene ikke er begrundet i objektive, kønsneutrale kriterier, rette op på situationen inden for en rimelig frist i tæt samarbejde med lønmodtagerrepræsentanter.

Stk. 2. Hvis en arbejdsgiver ikke har rettet op på en ubegrundet forskel i det gennemsnitlige lønniveau senest seks måneder efter datoen for udleveringen af lønredegørelsen til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn, og hvis lønredegørelsen viser en ubegrundet forskel i den gennemsnitlige løn

mellem kvindelige og mandlige lønmodtagere på mindst 5 pct. i en given kategori af lønmodtagere, skal arbejdsgiveren i samarbejde med lønmodtagerrepræsentanterne på virksomheden udarbejde en fælles lønvurdering.

Stk. 3. En fælles lønvurdering efter stk. 2 skal omfatte følgende:

a) En analyse af andelen af kvindelige og mandlige lønmodtagere i hver kategori af lønmodtagere.

b) Oplysninger om gennemsnitlige lønniveauer for kvindelige og mandlige lønmodtagere og supplerende eller variable elementer for hver kategori af lønmodtagere.

c) Eventuelle forskelle i det gennemsnitlige lønniveau mellem kvindelige og mandlige lønmodtagere i hver kategori af lønmodtagere.

d) Årsagerne til sådanne forskelle i det gennemsnitlige lønniveau på grundlag af eventuelle objektive, kønsneutrale kriterier som fastsat af lønmodtagerrepræsentanterne og arbejdsgiveren i fællesskab.

e) Andelen af kvindelige og mandlige lønmodtagere, som har fået en lønstigning efter deres tilbagevenden til arbejdet efter afholdt orlov efter barselsloven eller har haft omsorgsorlov efter lov om fravær af familiemæssige årsager.

f) Foranstaltninger til afhjælpning af forskelle i lønnen, hvis de ikke er begrundet ud fra objektive, kønsneutrale kriterier.

g) En analyse af de eksisterende kønsneutrale jobevaluerings- og jobklassifikationssystemer eller indførelse af sådanne systemer.

h) En evaluering af effektiviteten af foranstaltninger fra tidligere fælles lønvurderinger.

Stk. 4. En arbejdsgiver skal gennemføre foranstaltningerne som følge af den fælles lønvurdering i tæt samarbejde med lønmodtagerrepræsentanterne indenfor en rimelig frist. Arbejdsgiveren eller lønmodtagerrepræsentanterne kan anmode Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn om at deltage i processen for gennemførelsen af foranstaltningen fra lønvurderingen.

Stk. 5. Arbejdsgiveren stiller den fælles lønvurdering til rådighed for lønmodtagerne og lønmodtagerrepræsentanterne. Arbejdsgiveren stiller efter anmodning den fælles lønvurdering til rådighed for Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn.

§ 5 b bliver herefter § 5 g.«

Nr. 15

I § 6 indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Der er påvist faktiske omstændigheder efter stk. 2, hvis en arbejdsgiver ikke har gennemført sine forpligtelser efter §§ 1 c – e, § 5 a, § 5 b, § 5 d, § 5 e, stk. 2 og 3, og § 5 f, hvorefter det påhviler arbejdsgiveren at bevise, at en sådan forskelsbehandling ikke har fundet sted.

Stk. 4. Stk. 3 finder ikke anvendelse, hvis arbejdsgiveren beviser, at den manglende overholdelse af forpligtelserne var åbenbart uforsætlig og af mindre betydning.«

Nr. 16

I § 6 b, stk. 1, ændres »§ 5 a, stk. 1 og 2« til: »§ 1 d, § 1 e, stk. 2, § 5 a, § 5 b, § 5 d, § 5 e, stk. 2 og 3, og § 5 f«.

Nr. 17

Efter § 6 b indsættes:

»§ 6 c. Forældelsen for påståede krav for manglende overholdelse af pligten til at yde lige løn, herunder lige lønvilkår, der rejses inden forældelsesfristens udløb, jf. forældelseslovens § 4, stk. 1, afbrydes midlertidigt i 6 måneder regnet fra det tidspunkt, hvor en lønmodtager har gjort arbejdsgiveren bekendt med kravet. Forældelsen indtræder tidligst 1 år efter det i 1. pkt. nævnte tidspunkt.

Stk. 2. Afbrydelse efter stk. 1, 1. pkt., kan kun ske én gang.«

Nr. 18

§§ 7 og 8 ophæves og i stedet indsættes som ny § 7:

»§ 7. Med det formål at overvåge anvendelsen af princippet om lige løn oprettes Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn som nationalt ligebehandlingsorgan samt overvågningsorgan på ligelønsområdet.

Stk. 2. Som ligebehandlingsorgan på ligelønsområdet skal Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn fremme lønmæssig ligebehandling, herunder ved at:

  1. bistå ofre for lønmæssig forskelsbehandling med at få behandlet deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder,

  2. foretage uafhængige undersøgelser af lønmæssig forskelsbehandling og

  3. offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende lønmæssig forskelsbehandling og om offentlige og private aktørers indsamling af data om forskelsbehandling.

Stk. 3. Som overvågningsorgan skal Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn:

a) Øge bevidstheden om lige løn i offentligheden og hos offentlige og private aktører for at fremme princippet om lige løn og retten til løngennemsigtighed, herunder i relation til intersektionel forskelsbehandling i forbindelse med lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.

b) Analysere årsagerne til lønforskelle mellem kønnene og udvikle redskaber til støtte for vurdering af lønforskelle.

c) Modtage lønredegørelser fra arbejdsgivere, jf. § 5 a, § 5 b og § 5 d.

d) Modtage de fælles lønvurderingsrapporter fra arbejdsgivere, jf. § 5 f.

e) Samle data om antallet og arten af sager om lønmæssig forskelsbehandling, der er indbragt for Ligebehandlingsnævnet, det fagretlige system eller de civile domstole.

Stk. 4. Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn skal i sin egenskab af overvågningsorgan offentliggøre de oplysninger, der følger af § 5 b, stk. 2, litra a-f, senest 1 måned efter de er modtaget fra arbejdsgiverne, jf. stk. 3, litra c. Offentliggørelsen skal gøre det muligt at foretage en sammenligning mellem arbejdsgivere på tværs af sektorer og regioner.«

§ 2

I lov om Institut for Menneskerettigheder - Danmarks Nationale Menneskerettighedsinstitution, jf. lov nr. 553 af 18. juni 2012 med senere ændringer, foretages følgende ændring:

Nr. 1

Efter § 2, stk. 2, indsættes som nyt stk. 3:

»Stk. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse på sager vedrørende lønmæssig forskelsbehandling på grund af køn. Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.«

§ 3

I ligebehandlingsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 942 af 19. juli 2024 med senere ændringer, foretages følgende ændring:

Nr. 1

I § 18 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på ligelønsområdet. På ligelønsområdet er kompetencen henlagt til Arbejdsmarkedets Institut for Ligeløn, som har til opgave at fremme, evaluere og overvåge håndhævelsen af princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi.«

§ 4

Ikrafttræden m.v.

§ 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2027.

Stk. 2. § 1, nr. 13 og 14, finder anvendelse på virksomheders indberetning af lønoplysninger til Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation for årene 2027 og frem, for virksomheder, der opfylder betingelserne for at være omfattet af reglerne om lønredegørelser og fælles lønvurdering. For virksomheders indberetning af lønoplysninger til Danmarks Statistik eller en arbejdsgiverorganisation for året 2026 finder de hidtil gældende regler om kønsopdelt lønstatistik anvendelse.

Noter

  1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2023/970 af 10. maj 2023 om styrkelse af anvendelsen af princippet om lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde eller arbejde af samme værdi ved hjælp af løngennemsigtighed og håndhævelsesmekanismer, EU-Tidende 2023, nr. L 132, s. 21, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/1500 af 14. maj 2024 om standarder for ligebehandlingsorganer på området ligebehandling af og lige muligheder for kvinder og mænd i forbindelse med beskæftigelse og erhverv og om ændring af direktiv 2006/54/EF og 2010/41/EU, EU-Tidende, L af 14. maj 2024.
← Til forsiden

Forbindelsen til serveren blev afbrudt

Genopretter forbindelsen…

Genoprettelse mislykkedes. Prøver igen om sekunder.

Forbindelsen kunne ikke genoprettes. Tjek din internetforbindelse, og prøv igen.

Siden er sat på pause, fordi den har været inaktiv.

Siden kunne ikke genoptages. Prøv igen, eller genindlæs siden.

Gemte oplysninger er ikke gået tabt. Genindlæser du siden, mister du kun det, du er i gang med at skrive.